Birne Dalbjerg voksede op med vold og incest. En strømulykke gjorde hende synsk, og det blev hendes støtte i de mange trængselsår. For læsere af barske biografiske familieskildringer med interesse for misbrugte børns livsforløb.
Bogens forfatter og jeg-fortæller, født 1955, var kun 2,5 år gammel, da hendes voldelige far første gang forgreb sig seksuelt på hende. Fra da af eskalerede det og pigen samt hendes søskende blev jævnligt misbrugt af både far og andre mænd. Birne blev negativt særbehandlet af sin far og mor var også voldelig og faciliterede misbruget. Et kraftigt elektrisk stød gav Birne en nærdødsoplevelse, der som en film viste hendes fremtid og ændrede hendes adfærd og indlæringsevne. Dette kaldte hun "lyset", og det har bl.a. kunnet advare om kommende dødsfald. Bogen slutter med Birnes ungdomsliv- og voksenliv. Bogens tidslinje springer lidt, fordi en del kapitler tager udgangspunkt i hver deres person.
En bog, der gør indtryk med sin nøgternt reflekterende stil, som står i grum kontrast til de forfærdelige omsorgssvigt. Følelser udpensles ikke, og man mærker Birnes distancering. Den spirituelle evne omtales, så man blot tager det til efterretning - pigen blev simpelthen bare synsk efter strømulykken.
Tanken går automatisk til TøndersagenZornig - vrede er mit mellemnavnKommunebarn og Zornig - vrede er mit mellemnavn er en oplagt sammenligning. Det samme er nyligt udkomne KommunebarnTanken går automatisk til Tøndersagen og er en oplagt sammenligning. Det samme er nyligt udkomne KommunebarnTanken går automatisk til Tøndersagen og Zornig - vrede er mit mellemnavn er en oplagt sammenligning. Det samme er nyligt udkomne .