Fotografisk billedbogsfaktion om den lille kaninunge Katrine og de vilde kaniner på øen Endelave. Fra 3 år.
Fotografen som selv skriver teksten, har tilsyneladende ikke før udgivet fotografiske billedbøger. Udgangspunktet for historien er at Endelave er fyldt med vilde kaniner og gennem store fotos i farver fortælles om kaninungen Katrine og hendes liv på øen. Hvordan hun leger, hvordan hun spiser og hvilke dyr, hun skal passe på. Nogle fine fotos af en episode hvor Katrine kommer til at forsøge sig med at spise brændenælder, det er ikke nogen god idé. Den første del af bogen er faktuelle oplysninger om de vilde kaniner i almindelighed, så følger portrættet af Katrine, og det sidste afsnit er en billedjagt "find Katrine". På sidste side flere faktuelle oplysninger om vilde kaniner. Teksten er enkel og sat med store typer. Enkelte fagudtryk kan være svære for målgruppen, men ellers rammer sproget målgruppen fint. Billederne, som er bogens drivkraft er meget udtryksfulde og stemningsfulde, men en anelse uskarpe.
Billedbøger om vilde kaniner er der ingen af i billedbogskrybben. De fleste kanin-bøger handler om pasning og pleje af kaninen som husdyr.
Selv om fotografierne er en anelse uskarpe er det en fin og stemningsfyldt gennemillustreret fortælling om de vilde kaniner på øen Endelave set gennem kaninungen Katrines leg ude i den farlige verden.