Inspirations-bog for alle erhvervsaktive, men vil især tiltrække de som bevidst går efter en karriere. De som har læst forfatterens andre ret populære bøger er oplagt målgruppe.
Stephen R. Covey, som jeg kender fra den populære Syv gode vaner skriver her en inspirerende guide i det at gøre karriere. Hans medforfatter er Jennifer Colosimo, der er uddannelseschef i det konsulentfirma Covey er medstifter af. I en veloplagt stil, lig megen amerikansk managementlitteratur, og i et letforståeligt sprog, guider de 2 forfattere ethvert mere eller mindre spirende "karrierefrø" på vej. Det at ville gøre karriere, og ikke blot for penge og magt, men for at gøre netop en forskel, er en trend i managementlitteratur. Bogen starter med at understrege, at alle kan skabe en "kanonkarriere", også de som slet ikke tænker i karriere-baner. Bogen er som det er stilen indenfor især amerikansk managementlitteratur bygget på mange eksempler og cases fra det virkelige erhvervsliv. Den fortæller trin for trin, hvordan man opbygger en karriere. Man skal kende sine styrker og identificerer sit "unikke, uerstattelige jeg". Du skal finde din sag og yde dit bidrag.
En anden ny bog om at gøre en forskel jobmæssigt er fx Wilbeks Gør en forskel : hvad vil du bidrage med?. Om karriereudvikling fx også: Tag magten over din karriere af Gourani og Karrierespillet : sådan vinder du! af Peter Horn.
Lettilgængelig guide i opbygning af en karriere. Forfatternavnet skal nok trække lånere.