Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Kaptajn i morfars have


Beskrivelse


Jonas hygger sig med morfar i hans havehus. Morfar fortæller spændende sørøverhistorier om kaptajn Søbjørn. Morfar dør pludselig, og Jonas savner ham. Kaptajnen kræver, at Jonas finder på nye eventyr. Kan den nye pige hjælpe ham?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. juni 2010

af

af

Kirsten Thorning Thagaard

d. 14. juni 2010

Letlæsningsbogen henvender sig til børn i 3.-4. klasse (fra 9 år), som har behov for træning eller en god læseoplevelse.

Jonas elsker sommerdagene sammen med morfar i hans havehus. Morfar fortæller spændende eventyr om sørøveren, kaptajn Søbjørn. En morgen er morfar pludselig blevet syg og kommet på hospitalet. Han dør, og Jonas er fortvivlet - både over tabet af morfar og deres fælles sørøverunivers. Jonas opsøger morfars have alene og opdager, at han kan kommunikere med sørøveren, som sejler rundt i regnsvejrstønden. Forældrene sælger haven under Jonas' protester. Heldigvis har de nye ejere en pige på hans alder, og slutningen giver håb om, at de vil udvikle et venskab, så han stadig kan komme i haven. Samtidig opdager Jonas, at morfar er kommet med på sørøverskibet og har det godt. Bogen er gennemillustreret med Charlotte Pardis herlige tegninger, som på bedste vis gengiver bogens stemninger. Sproget er mundret og let at læse. Bogen er velskrevet og spændende, så læseren bliver fastholdt fra start til slut.

Bogen ligner de øvrige bøger i Dingo-serien. Et andet bud på en bog om bedsteforældre og sørøvere, er Mette Egelund Olsens billedbog Min morfars skattekiste, 2009, der også kobler temaet døden og det at miste.

Letlæsningsbogen giver et levende billede af en 9-årig drengs varme forhold til sin morfar og de vrede følelser, da morfaren pludselig dør.