Andet samlebind med tegneserien om piraten Rødskægs søn og hans eventyr på de syv have. For større børn og især nostalgiske, voksne læsere.
Tegneserien om Rødskæg så første gang dagens lys i slutningen af 1950'erne og har haft et ret rodet liv på dansk i diverse magasiner og albumserier. I andet samlebind finder vi historierne "Kaptajnen uden navn", "På trods af kongen" og "Rødskægs søn". I virkeligheden handler serien ikke om piratkongen Rødskæg, men om dennes stedsøn, Eric. Knægten er af adelig herkomst, men er vokset op hos pirater. Han har besluttet sig for at være et lovlydigt menneske og få sin adelige titel og formue tilbage, hvilket selvfølgelig er farligt, så han må snart flygte for livet og endda finde sig i at blive solgt som slave.
Vi har at gøre med en gammel svend af en tegneserie. Tegningerne er lidt stive, teksten ofte overforklarende og temmelig massiv, og det er ikke en fortælling, der går over stok og sten eller byder på mange nuancer. Er man til tegneserier af den gamle skole - og det er der måske mange, der er - så får man præcis det, man gerne vil have.
Forfatteren har også skabt den ultimative westernserie "Blueberry", der også er ved at blive opsamlet i flotte samlebind. Romertegneserien Alix den frygtløse er nok en bedre sammenligning, da også den kræver en forkærlighed for de gamle dyder.