Bøgerne henvender sig til børn i 1.-2. klasse, 7-8-årige, som skal arbejde med indholdslæsning. Svage læsere i 3.-4. klasse kan også have glæde af dem. De kan bruges som en del af et læsekursus eller til fritidslæsning. Der kan hentes opgaver til bøgerne på forlagets hjemmeside.
Nummer 27 og 28 i serien om Kasper og HB. I Kasper er spion bruger han sin mobil til at optage et nyt hold, VIF. Træneren finder nogle svagheder og holdet træner spil i trekanter og dybe afleveringer. Det bruger HB til at slå VIF. Kasper kommer i tvivl om fremgangsmåde er helt fair. I Kaspers nye finte bliver han stresset af HBK's målmand, så han brænder et straffespark. Kasper bruger nu mange måneder på at træne en ny form for straffe for at snyde den irriterende modstander. Som altid afsluttes bøgerne med et teoretisk afsnit. Indhold og sprog er velegnet til målgruppen. Alle illustrationerne af Jon Ranheimsæter er i farver. Forsiden er nem at identificere for seriens fans.
Bøgerne er ret enestående med kombinationen af fiktion og teori. Til lidt ældre børn findes der serier som Ørnene og Målløse United.
Seriens mange fans vil sikkert blive lykkelige over et par nye udgivelser, men bøgerne er kommet udenfor det fodboldliv, de kan genkende.