Er det dog virkelig muligt at skrive endnu mere om Kasper og hans fodboldspil, og oven i købet så de trofaste læsere vil stille sig i kø til at låne bøgerne? Svaret er helt klart: Ja! JJ har endnu engang ramt plet i forhold til målgruppen, som er fodboldspillende og fodboldinteresserede begynderlæsere. Layoutet er som i de foregående 16 bøger i serien. I Kasper bliver anfører bliver Kasper af kammeraterne valgt til holdets nye anfører. Han er ikke meget for det, men siger alligevel ja. Han klarer det flot, og han er ikke så lidt stolt. I Kasper spiller fair spiller RB kamp mod et stærkt hold, som spiller hårdt. Problemet i denne kamp er taget fra en kamp, Danmark spillede mod Iran i 2003. Spillerne reagerer på en fløjte, som de tror er dommerens, men som viser sig at komme fra en tilskuer. Der dømmes straffe, og spilleren - som i denne bog er Kasper - skyder med vilje ved siden af. Han spiller dermed fair. Træneren roser ham, men Kasper er ikke helt glad. Han ville gerne have haft et mål, så havde de spillet uafgjort. Faktaafsnittene bagest i bøgerne behandler de emner, som bøgerne hver for sig handler om.