Bøger / faglitteratur

Kierkegaard og hans mor : en studie til Søren Kierkegaards kristendoms-forståelse


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Martin Hjelmborg

2007

Lilhav begrunder i bogen her, at Kierkegaards mor havde en afgørende indflydelse på hans kristendomsopfattelse. Her er han i modstrid med hele den hidtidige Kierkegaard-forskning. Ved at vende hver sten i Kierkegaards totale skriftlige produktion, publiceret såvel som upubliceret (moderen nævnes fx kun tre gange i upublicerede, kasserede udkast - det var faderen og Regine Olsen, der officielt betød noget) foruden sekundærlitteraturen, kommer han til denne overraskende konklusion. Der bringes fyldige citater fra begge dele, flettet ind i teksten med tilhørende kildehenvisninger i noter nederst på siderne. I hovedteksten kommer så Lilhavs argumenter. Moderen kommer først ind i billedet halvvejs inde i bogen, da bogen indledes med at beskrive faderen og hans tro. Herefter følger en beskrivelse af, hvordan den lille Kierkegaard mødte Kristus på korset, samt det kirkesamfund, familien var en del af. Først derefter følger en beskrivelse af moderen, hendes liv og rolle for Kierkegaard og forfatterskabet. Alt skrevet i et levende, engageret sprog og med interessante, nye indfaldsvinkler på den ene af de to danske forfattere, der kendes i hele verden. Lilhav har tidligere skrevet Kierkegaards valg, 2003 og Kierkegaard 1834-1840, 2006. Indhold, indledning (kort indføring i bogen), litteraturliste med de i noterne nævnte kilder, register.