En meget interessant roman, der virker ret selvbiografisk. Fortælleren er Ismail, en iraner i eksil i Amsterdam, og den handler om hans opvækst i en landsby nær det hellige Safranbjerg. Hans far Aga Akbar var døvstum, men kunne noget tegnsprog. Men han lærte også et skriftsprog ved at kopiere kileskriften i en bjerghule, men desværre er det en skrift, som ingen kan tyde. Nu har Ismail fået hans optegnelser og fortæller i den anledning både faderens og sin egen historie, der samtidig er en del af Irans historie. Vi hører om, hvordan jernbanen med håndkraft bliver anlagt rundt om det hellige bjerg, om shahen Reza Khan, der murer sunnimuslimernes hellige brønd til, og om Khomeni, der mange år senere åbner den igen. Ismail er blevet kommunistisk studenteroprører i Teheran og bruger sin far som kurer, for han kender bjergene og kan ikke tale over sig. Siden må Ismail flygte for præstestyrets tyranni, mens hans søster bliver fanget. De gode, dramatiske og fremmedartede historier er fortalt spændende i en arabeskagtig, men ikke for svær komposition. Jeg blev glædeligt overrasket både over bogens litterære kvalitet og over det indblik, den giver i Irans historie på landsbyplan og lidt mere overordnet. Det er Abdolahs 4. roman skrevet på hollandsk.