Nationalmuseets igangværende store værk Danmarks kirker dækker nu hele Sjælland, og det er derfor blevet muligt at lave studier på tværs. Bogen om landsbykirkernes rum og inventar henvender sig til kirke-, kultur- og arkitekturhistorisk interesserede, men måske især til folk med særlig kirkelig tilknytning i menighedsråd og lign.
Forfatteren er tidligere medarbejder ved Danmarks kirker, og har derfor et indgående kendskab til kirkerne. Helt systematisk er bogen opdelt i århundreder fra 1500-tallet til 1800-tallet. Inden for hver del gennemgås altre, krucifikser, prædikestole, døbefonte, pulpiturer, kalkmalerier, belysning, ure, farveholdning og en lang række for de enkelte kirker betydningsfulde forhold. Teksten myldrer med detaljer og kan i sin opremsende form virke overvældende. Det afhjælpes noget af de mange fine illustrationer med uddybende tekst, og et register over de nævnte kirker øger anvendeligheden.
Bogen kan bruges som supplement til Danmarks kirker. Om emnet findes også oversigtsværket Kirkerne i Danmark, 1989, specielt bindet Den protestantiske tid efter 1536.
Et fint illustreret kulturhistorisk værk, som ikke mindst kan bruges til oplysning og inspiration for folk med særlig kirkelig tilknytning.