Børn fra 9 år kan selv læse og lave meget af det, som er beskrevet. Med en voksen på sidelinjen kan yngre børn også være med. Enhver som vil klædes ud som pirat kan bruge bogen.
Bogen er opbygget så vi for hvert dobbeltopslag får lavet en ny ting til piratkostumet. I 5-8 punkter beskrives fremgangsmåden ved hjælp af små billeder med tilhørende billedtekster, meget pædagogisk og børnevenligt. På hvert opslag er der i en boks beskrevet, hvilke materialer, som skal bruges. Der er anvendt genbrugsmaterialer, og kostumet fremstilles ved at tegne, male, klippe og lime. Bogen indeholder opskrifter på sørøverbukser og t-shirt, vest, bandana, øjeklap, sørøverhat, kloen som erstatter den mistede hånd, en papegøje til at sidde på skulderen, en kikkert, sabel og et skattekort. Desuden er der på hver side en meget kort tekst om, hvordan det var at være pirat.
Fra 2006 har vi Børnenes sjove bog om udklædning, som indeholder mange forskellige kostumer, og hvor det er nødvendigt at have en voksen til at hjælpe. Denne nye bog er nemmere at læse, teknikkerne er simplere og opskrifterne meget instruktive, så mange børn vil kunne gå i gang selv.
Fin meget børnevenlig opskriftsbog på et piratkostume. Flere af genstandene kan også bruges i andre sammenhænge.