Roman skrevet på grundlag af virkelige hændelser. Som fiktion er den ikke vellykket, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt. Sproget er ensformigt og holdt i en refererende tone, personerne bliver ikke levendegjort, handlingen bliver langtrukken og nogle steder usandsynlig. Man forstår ikke hovedpersonens naivitet, lige som hendes indædte indignation over for alle dem, der kommer hende på tværs, virker trættende i længden. Bogen fortæller om Alice, der har et lille veldrevet import-eksportfirma. Hun kommer i kløerne på en skrupelløs forretningsmand, som allierer sig med et par endnu værre bankfolk, der igen har kontakter til uhæderlige advokater og revisorer. Alice tror det bedste om sine medmennesker, så hun opdager alt for sent, at de har brugt hende til at score kassen og efterlader hende som syndebuk i forhold til retssystemet og Told & Skat. Hun går konkurs, hendes families økonomi er lagt i ruiner, selv må hun igennem en krænkende retssag og hæftestraf, inden hun endelig bliver renset for alle beskyldninger. Titel og omslag lover mere spænding og handling, end indholdet kan leve op til.