Relativ bred målgruppe, både for de historisk politiske interesserede, og de mange som sluger alt med reference til 2.verdenskrig. Oplagt for dem som også har læst forfatterens andre biografier.
En noget overset eller endda glemt personlighed får her ansigt og sin historie fortalt i en ligeså medrivende velskrevet form som også forfatterens andre biografier, fx Æresretten fra 2003. På et herligt tidstypisk klassefoto i bogen af en flok håbefulde studenter fra Metropolitanskolen anno 1922 er ikke mindre end 3 kommende betydende aktører i det danske kommunistiske parti. Det er Arne Munch-Petersen, DKPs første folketingsmand i 1932, som i 1940 dør fængslet i Sovjetunionen. Og det er den senere meget kendte Mogens Fog, bl.a. medlem af Frihedsrådet og rektor. Den tredje unge mand, Otto Melchior (1904-45), er i dag næsten glemt og hans liv meget lidt biografisk beskrevet. Men så får denne biografis forfatter fat i en brun papkasse rigt på biografisk materiale. Og af den beskedne papkasse vokser en utrolig biografisk skildring frem. Om Otto Melchior født i det privilegerede københavnske kulturborgerskab. Han vælger idealistisk gennem hele livet at kæmpe kommunismens sag. Han bliver af Hitler med foragt benævnt "halvjøden Melchior". Han er aktiv i modstandsbevægelsen, bliver fængslet og sat i koncentrationslejr, og dør af plettyfus på den såkaldte "dødsmarch".
Første egentlige biografi om Otto Melchior.
Fængslende biografi, som interesserede vil sluge som er det en god roman.