Morgenavisen Jyllands-Posten sendte i 2004 tre reportere på opdagelsesrejse jorden rundt for at beskrive, hvorledes naturen forandres af klimaændringer, som igen naturligvis påvirker menneskets levevilkår. Reporterne besøgte Brasiliens regnskov, Canada, Tuvalu (ø-rige tæt ved ækvator), Kina, Indien (Punjab) og Namibias tørke. I skildringerne påvises konsekvenserne af ændrede produktionsforhold og energiforbrug. Bogens hovedsigte er debatten om klimaændringerne og måske et bud på, hvad man kan gøre ved dem. Det første kapitel handler om kloden under forandring og det sidste drejer sig om, at jordens klima har været under evig forandring. Daværende miljøminister H. Chr. Schmidt understreger bl.a. i det afsluttende interview, at han er uenig med daværende direktør B. Lomborg i at det vil være for dyrt at redde inuitterne og deres kultur fra undergang. I de enkelte kapitler interviewes nøglepersoner og reporterne gengiver deres egne indtryk. Ofte interviewes lokalbefolkningen, der uden ekspertviden beretter om hvordan de selv oplever ændringerne. Bogen er journalistisk velskrevet; ingen af udsagnene er dokumenteret, og der oplyses ikke supplerende litteratur herunder nødvendig statistik hverken i fysisk eller virtuel form. Illustreret med smukke fotos.