For øvede strikkere der foretrækker naturmaterialer.
Opskriftssamling af strikdesigner Karen Noe, der siden 1989 har drevet firmaet Karen Noe Design. Samlingen er i et ringbind, fordi hensigten er at følge op med nye opskrifter, der kan sættes ind i mappen. Første del er blade med farveillustrationer af modellerne. Dernæst kommer bladene med selve opskrifterne. Modeller og opskrift er altså ikke på samme blad. Det er lidt ærgerligt ikke at have billede og tekst samlet. Til gengæld er der en tegnet udgave af modellen på selve opskriftsbladet. Der er 25 modeller strikket i lette, fine naturgarner i smukke og meget forskellige farver. Modellerne er i ret forskellige stilarter, så der er noget for enhver smag. Selve opskrifterne er overskuelige, dog stadig for en øvet strikker, og stjerner angiver sværhedsgraden. Samlingen kan med fordel suppleres af forfatterens hjemmeside, hvor man kan orientere sig i garnkvaliteterne og se en forhandlerliste.
Karen Noe har tidligere udgivet 24 blade med titlen 14 opskrifter på fine, grove, sjove, tykke, tynde, skønne, trekantede og aflange sjaler og tørklæder, som findes på 77 biblioteker og i skrivende stund er udlånt fra ca. halvdelen.
Karen Noe er en spændende strikdesigner, der rammer bredt men stadig har sin egen stil. Strikkebøger er stadig meget efterspurgte, ikke mindst i de mange strikkecaféer rundt på landets biblioteker, hvor de nye, unikke modeller i Karen Noes bog uden tvivl vil blive modtaget med kyshånd.