Med den tredje bog i serien Forfatterskaber demonstrerer GJ at han ubesværet og med smittende entusiasme har fundet en formel til at formidle litterært stof. Denne gang om Knud E. Pedersen og dermed med Esben-bøgerne i centrum. Men KEP er netop interessant fordi disse er omskrevet fra forfatterens voksenbøger, væsentligst Puslingelandet, og denne proces er da også det centrale omdrejningspunkt i GJ's analyse af forfatterskabet. Bogens første halvdel bliver således en systematisk gennemgang af voksenbøgerne, deres centrale personer, temaer og motiver, anden halvdel bliver en komparativ læsning af Esben-bøgerne og deres respektive forlæg, dvs. centrale dele af voksenbøgerne igen. Det sker i GJ's kendte stil, grundigt og klart, med mange citater og med konklusionerne båret af indsigt og autoritet. Det lykkes GJ at gøre læseren klogere på forfatterskabet. Man ser sammenhænge man ikke så før og især: man får lyst til at genlæse bøgerne om Esben. Bogen er - som de øvrige i serien - forsynet med en del sort/hvide fotos. Bagest i bogen en ordbog med dialektudtryk, en fortegnelse over bøger og noveller af KEP og en litteraturliste over, hvad der er skrevet om forfatteren. Til læreren og forfatterskabslæsning i de ældste klasser.