Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Kobberdragen


Beskrivelse


Billedbog. En af dragerne fra springvandet på Københavns Rådhusplads river sig en aften løs og flyver ud for at finde menneskene, men da den opdager at de sidder i deres stuer så stive som statuer, så vender den tilbage til sit liv som statue.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. feb. 2003

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 14. feb. 2003

Søren Jessen behøver næppe nogen præsentation. Her har han begået en smuk og tænksom billedfortælling om en lille bronzestatue, der oplever én enkelt nat i fuldkommen frihed og herefter vælger at vende tilbage til sin faste plads på soklen øverst på Københavns Rådhus. Den lille bronzedrage kommer vidt omkring i hovedstaden, og sammen med dragen møder læseren en lang række af byens kendte statuer og bygningsværker. Gemt i billederne af nattens København finder man små mærkværdigheder, hvis man kigger godt efter: Et øje der svæver over tagene, en fisk på en videoafspiller, en nøgle på en el-ledning er blot et par eksempler. Små surrealistiske indslag i de smukke og lidt dystre nattebilleder, der ellers er ganske virkelighedstro. Fortællingen er poetisk og kan uden videre forstås på et bogstaveligt plan af børn fra 4-5 års alderen. Men ældre børn vil kunne grave dybere ned i fortællingens og billedernes skjulte lag. Derfor vil en billedbog som denne med fordel kunne inddrages i dansk- og billedkundskabsundervisningen på skolens mellemtrin og i de ældste klasser. En flot, udfordrende og utraditionel billedbog for alle aldre over vuggestuealderen.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. feb. 2003

af

af

Walther Knudsen

d. 14. feb. 2003

Billedbog der samtidig er en skulpturguide til København. En af dragerne på dragespringvandet river sig en aften løs og flyver rundt i København for at opleve friheden, livet og menneskene. Men menneskene sidder inde i husene - stive som statuer, og efter en filosofisk samtale med havfruen konkluderer dragen at den bedst ser livet og menneskene, når den sidder fast som skulptur. En filosofisk og vemodig historie, hvor de kolde blå og grønne nattefarver sammen med den raderingsagtige behandling af farverne giver én en fornemmelse af stivhed og fastfrossethed. Kunstnerisk en flot præstation og meget forskellig fra Dino-bøgernes tuttenuttede charme, så ureflekteret udlevering på baggrund af forfatternavnet lader sig ikke gøre. Der kunne ligge en særlig pointe i at læse bogen før et familiebesøg i København, men efter at have beset skulpturerne, ville man konstatere at ikke alle københavnerne sidder i deres stuer om aftenen. For de ældste billedbogslæsere.