Denne samling er et politisk-historisk-litterært pulterkammer for et udvalg af Per Stig Møllers tidsskrift- og avisartikler i de sidste fem år. Når jeg siger pulterkammer er det fordi man, trods forfatterens forsøg på at indrubricere teksterne under »Litterært«, »Franske visitter«, »Politisk« og »I fortiden og fremtiden« sidder tilbage med indtrykket af at have været i en blandet landhandel. Som i en sådan er der også gode varer i bogen her, (Dommere og dømte, At finde en mening, Tale til partigængere, Messe for folket). Der bliver i bogen ikke gjort synderlig meget ud af den informering om fransk åndsliv, som omtales i forordet, faktisk indskrænker det sig til et par interviews med eksklusive franske forfattere og politikere samt en overflødig og ligegyldig lille opsats »Pompidou og poesien«. Af virkelig litteraturhistorisk/historisk interesse er de to første essays under rubriceringen »I fortiden og fremtiden«. I »Kampen mellem ånd og magt« skitseres antagonismen mellemNapoleon og Mme de Stael på mest eksemplariske vis, og den efterfølgende opsats om Malte Bruun og Napoleon er yderst læseværdig. Tungt fordøjelig kost, som næppe er berettiget til nydelse i større ex-tat end forfatterens Utopi og virkelighed.