Egentlig er det forbløffende, at en så væsentlig del af Københavns historie som den vrimmel af biografer, der især i 1940erne og 50erne var byens vigtigste kulturtilbud for flertallet af dens indbyggere, aldrig rigtig er blevet beskrevet i sammenhæng. Ole Taudal Poulsens vældige værk: Københavns biografer (1997, 976 sider), gør det, grundigt, men for overvældende for den almindelige læser. Denne mere overskuelige nyudgivelse med samme titel kommer omkring hele udviklingen, fra det første panorama, der blev opstillet i 1881, over den første egentlige biografforestilling i 1896, dens primitive efterfølgere, Constantin Philipsens første egentlige biograf, Kosmorama, der åbnede i 1904, og giganten i dansk film, Ole Olsens Biograf Theater fra 1905, til den veritable eksplosion, der fulgte, og som kulminerede i tiårene efter krigen, indtil fjernsynet tvang branchen til den nytænkning, der resulterede i dels lukningen af flertallet af biograferne, dels i opfindelsen af multiplexbiografen med dens mange sale. En fin, letlæst kulturhistorie, der med vægt på arkitekturen fører frem til en gennemgang af dagens biografudbud. Suppleret med Jørgen Stegelmans Mine biografer (1986), der beskriver oplevelsen og repertoiret, er denne del af hovedstadens kulturhistorie godt dækket ind. Fint illustreret, men beklageligvis uden register.