Købmanden i Provence

Den franske film Købmanden i Provence fra 2007 lokker i sin danske titel med det smukke landskab og de rustikke bygninger, som elskes af alle frankofile turister. Men originaltitlen Le fils de l'épicier burde snarere være oversat med "Købmandens søn". For nok er der billeder af stovte, solrige bakker, men filmen er primært en let og sval solskinhistorie om en søns forsoning med sin familie. Og sådanne henvender sig generelt til et stort og bredt publikum.

Antoine har i ti år levet i Paris uden nogen egentlig kontakt til sin familie, der bor i en lille flække i Provence. Antoine har det mere end svært med sin autoritære hugaf af en far og mener, at det lille provinssamfund lugter af død. Der bor næsten udelukkende gamle mennesker. Men da faderen får et hjerteanfald, må Antoine vende tilbage og for en tid modvilligt overtage faderens købmandsforretning. Det bliver til en veritabel erkendelsesrejse med meget forsoning i bagagen.

Den bibelske beretning om den fortabte søn, der vender hjem, har sat sig mange spor i bøger og på film. Egentlig kan Købmanden i Provence ses som en let og momentvis munter variation over Flys Arven, 2003, hvor en søn ligeledes, men i andre, anderledes herskabelige omgivelser skal gå i sin fars fodspor. Men i den franske udgave mister sønnen modsat i Arven ikke sin sjæl. Tværtimod.

Sød, fransk letvægter og feel good movie, hvor filmpolitiet bestemt ikke kommer efter én, hvis man har den stående på filmhylden.

Læs hele vurderingen