Judith Thurman skrev biografien om Karen Blixen der lå til grundlag for filmen Out of Africa, og nu er den amerikanske forfatter igen kommet med en murstensbiografi om én af Europas store kvindelige forfattere. Den franske Colette, forfatter og skuespillerinde, forargede i dén grad sit lands borgerskab, især i begyndelsen af det 20. århundrede, blandt andet fordi hun optrådte i særdeles erotisk udfordrende roller på teateret og i varieteen. Samtidig skrev hun, og hendes romaner blev store succeser. Men hendes eget liv ligner ikke en succes; tre ægteskaber, ét barn der blev temmelig forsømt og mindst ét lesbisk forhold gjorde hende ikke til et lykkeligt menneske. Biografien er resultatet af ni års arbejde og Judith Thurmans lange periode som grundig efterforsker i et liv smitter af på bogen. Blandt andet gennem analyser af Colettes værker gives et tæt, tæt psykologisk portræt af et menneske som ikke vil være voksen og som i sit voksne liv gentagne gange træffer beslutninger ud fra sit problematiske forhold til sine forældre. Det er fascinerende og fængslende læsning, og selvom bogen nok især henvender sig til specialister kan den læses af alle der holder af en god biografi.