Henvender sig til 3-6-årige. Opgaverne i Kom og leg er dog generelt lidt lettere end i Kom og leg mere. Når børnene selv kan læse dem, vil de ikke længere være relevante for dem.
I disse år genudgives en række større eller mindre danske børnebogsklassikere, og nu er turen kommet til to aktivitetsbøger af Jørgen Clevin, første gang udgivet i 1978. Den gamle udgave vil kunne huskes af en del, men er slidt op/kasseret på de fleste biblioteker. Forsidemotiverne er ens for de to bøger men med forskellige farver. De udstråler Clevins hyggelige, legende og opfindsomme univers. I Kom og leg indledes med enkle opgaver med at sige dyrenes lyde, hvorefter der fortsættes med bl.a. tallege, domino og huskelege. Kom og leg mere har lidt sværere opgaver, fx. flere labyrinter, rubricering af dyr og en lær-klokken-aktivitet. Selv om de to bøger har mere end 30 år på bagen, er de et charmerende bekendtskab/gensyn. Opgaverne og Clevins enkle og charmerende tegninger er forbavsende holdbare. Tilsammen rummer de megen leg og læring. Kun enkelte ting virker bedagede. Mange forældre og bedsteforældre vil tænke nostalgisk tilbage på Clevin på TV og i bogform.
De to bøger fremstår nøjagtig som førsteudgaverne, den eneste ændring er at bagsideteksterne er nye. De fleste andre aktivitetsbøger er for lidt større børn og ofte egnet til selvlæsning i modsætning til disse to.
To charmerende bekendtskaber/gensyn med Jørgen Clevins univers. Mange gode aktivitetsforslag for 3-6-årige.