Bøger / faglitteratur til børn

Kommunikation


Beskrivelse


Fremtidsscenarier om hvordan kommunikation vil udvikle sig over de næste årtier. Om udvikling og brug af computere, telefoni og Internet, underholdning, teknik i husholdningen samt sikkerhedssystemer privat og globalt.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. maj 2000

af

af

Lene Kristiansen

d. 29. maj 2000

En dag i fremtiden er en ny serie, og bogen her kan nærmest betegnes som en Guinness rekordbog i fremtidsvisioner. Kommunikation er temaet, og i en række kapitler spås hvordan det ser ud om 5, 10 og op til flere hundrede år frem i tiden. Indholdet er opdelt i 5 hovedafsnit: computernes udvikling og kommende betydning, herunder behandling af informationer, kommunikation via telefoner og Internet, underholdning, idéudviklingen indenfor husets fire vægge og fremtidige sikkerhedssystemer både på det private og globale plan – alle med glimt tilbage i tiden til de opfindelser og den udvikling der ligger til grund for det, der ligger foran. Bogen ligner mange andre af tidens fagbøger med lidt om meget, og trods ordforklaringer bag i bogen er den ikke let tilgængelig. Layoutet er næsten virtuelt i sig selv med et boom af farver og "bevægelse" i collageagtig opsætning. Forvirrende flot men det bidrager ikke just til overskueligheden. Og fremtidsvisionerne: bl.a. at menneskehjernen i 2200 måske vil kunne holdes i live til evig tid – altså uden krop, at vi engang får en brusebadssensor der checker helbredet og selv kontakter en database, hvis der er noget galt, at computere udstyres med sanser og bevidsthed, – og at det trykte medie ikke vil forsvinde helt Fra 13/14 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 29. maj 2000

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 29. maj 2000

Fagbogen indgår i en ny serie der vil give bud på hvordan menneskers vilkår sandsynligvis bliver i informationsalderen. Den er disponeret i fem overordnede emner – mikroprocessorens betydning, den direkte kommunikation, underholdning, hjemmets indretning og sikkerheds- og overvågningssystemer. Hvert emne er behandlet i en række delemner – et på hvert opslag. Umiddelbart virker bogen som en af de kendte bladrebøger med mange billeder og et tyndt indhold, men faktisk er det en både seriøs og spændende bog med tankevækkende oplysninger om realistiske fremtidsscenarier med forbindelser bagud til konsekvenserne af tidligere tiders tekniske opdagelser og til den allerede kendte nutid. Bogen har et meget hidsigt layout med så kulørte billeder og udfyldninger i en collageform omkring tekstblokkene at det ind imellem vanskeliggør læsningen. Teksten i tre satsstørrelser er ikke hurtigt læst. Dels er den ret informationstung og taler ikke ned til læseren og dels sætter den hyppigt fantasi og drømmerier i gang. Den er bedst som igangsætter og informationskilde ved opgaveskrivning i skolens ældste klasser. I forhold til øvrige udgivelser om elektronisk kommunikation har denne mindre om konstruktionerne og meget mere om konsekvenserne.



Informationer og udgaver