Bøger / skønlitteratur til børn / eventyr

Konen i muddergrøften


Beskrivelse


Billedbog. Gendigtning af Brødrene Grimms klassiske eventyr om den fattige fisker og hans grådige kone. Fiskeren redder en flynders liv, og til gengæld opfylder flynderen konens ønsker. Konen ønsker sig mere og mere, og til sidst ender det galt.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. mar. 2014

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 24. mar. 2014

Billedbogen Konen i muddergrøften er velegnet til højtlæsning for børn på 4-8 år.

Brødrene Grimms eventyr udkom første gang på dansk i 1821, og ét af de mere kendte er eventyret Konen i muddergrøften. Nu har forfatter Mette Jørgensen genfortalt det klassiske eventyr om den grådige kone og hendes tålmodige mand. Ægteparret bor i en muddergrøft, og en dag hvor manden er ude at fiske, får han en fortryllet flynder på krogen. Manden redder flynderens liv og kaster den ud i havet igen, men konen vil have noget til gengæld. Hun ønsker sig først en lille hytte, som flynderen fremtryller til hende, og hendes ønsker bliver gradvist mere krævende, indtil det ender galt. Teksten er skrevet i et nutidigt sprog, og Bo Odgård Iversen har illustreret historien i sin sædvanlige humoristiske og lettere karikerede streg.

Der er igennem tiden udgivet flere billedbøger på dansk med eventyret Konen i muddergrøften, og min personlige favorit har hidtil været udgaven fra 2005 med charmerende illustrationer af Jon Ranheimsæter. Bo Odgård Iversens version er imidlertid en værdig konkurrent, og den har samme underfundige humor som Ranheimsæters. Af andre nyere billedbogsudgaver kan nævnes udgaven fra 2010 med farverige illustrationer af Sabine Wilharm, og udgaven fra 2001 med kunstneriske illustrationer af John Howe.

Historien omhandler eviggyldige emner som grådighed og lykke, og denne nye udgave er en smuk, nutidig og humoristisk opdatering af det klassiske eventyr.