Den klassiske fortælling om Kong Arthur præsenteres her som en grafisk fortælling med meget lidt tekst, der kan appellere til svage læsere. Målgruppen er især drenge på mellemtrinnet. Den vil kunne "læses"/billedlæses fra 9 år.
Hele historien om kong Arthur og ridderne om det runde bord samt delhistorien om den hellige gral og jagten på den, er indeholdt i denne udgave af det kendte sagn. Mest af alt ligner denne "grafiske fortælling" en tegneserie. Læseren præsenteres forrest for de vigtigste personer og bagerst er en ordliste samt en vanskelig tekst om baggrunden for sagnets opståen. Det er en lang og indviklet historie med mange intriger, der foregår i hele kong Arthurs liv. Det er derfor kun et resumé af historien, der er plads til på de relativt få sider. Stemningen i tegningerne slår ganske godt den mørke og middelalderlige stemning an. Men personernes ansigter er primitive og stereotyper og gengiver ikke følelser og karakterer. Det er vanskeligt at kende de enkelte personer fra hinanden bortset fra på hårfarven. Teksten veksler mellem talebobler, lydmalende ord i billederne samt bokse, der angiver tid og sted. Teksten i taleboblerne er rimelig let at læse. Forsiden er indbydende.
Historien er ikke tidligere gengivet i så let en tegneserieform.
Den komplicerede handling er blevet for overfladisk i denne udgave. Umiddelbart ser den let ud, men forenklingen gør det svært for målgruppen, der ikke kender sagnet, at få fat på sammenhængen og fylde alt det på, der mangler.