Til videregående historisk og lokalhistorisk interesserede primært i Kongeåens lokalområder.
En genudgivelse med et fint indblik i livet og begivenheder langs Kongeåen, der dannede ny grænse efter nederlaget i 1864. Bogen er efter en historisk indledning i praksis en rejse fra Vadehavet langs den gamle grænse med stop ved hver eneste grænseovergang fra toldsted til toldsted. Illustrationerne er samtidige fotos af bygninger og personer suppleret med stedernes egne anekdoter, mennesker og tragedier. Fx om Gjelsbro hvor toldernes heste mhp. besparelse på foderet til de berednes harme blev udskiftet med små islændere, og en sergent frem for denne påtvungne ydmygelse i stedet greb til cyklen på sine inspektionsture. Alt i alt momenter der på en gang både gør bogen til et samtids- og lokalhistorisk dokument og et udmærket tidsbillede på periodens gøren og laden ved Kongeå grænsen fra 1864 til genforeningen 1920. En del gennemgående oplysninger placeret stykvis under lokaliteterne kunne dog mhp. overblikket med fordel have været placeret i generelle afsnit forrest i bogen.
En let revideret udgave af samme titel fra 2001, som bortset fra et ekstra forord i praksis er identisk med denne. Emnet ses ikke tilsvarende dækket i bogform.
En udmærket velillustreret genudgivelse af en historisk nichebog om toldstederne langs den gamle Kongeå grænse 1864-1920, som formidler både lokalhistorie, episoder og folkeliv omkring alle lokaliteter i sin vandring fra toldsted til toldsted fra vest til øst.