Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Kongehuset


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. okt. 2011

af

af

Jytte Bræmer

d. 26. okt. 2011

Til voksne udlændinge, der er ved at lære dansk. Kan også anvendes i folkeskolen fra 4. klasse.

Bogen er en del af en ny serie af undervisningsmateriale til brug i danskundervisningen for voksne udlændinge. Den indeholder 9 titler, både skønlitteratur og faglitteratur om danske forhold. Her er det kongehuset, der er emnet. Den lange historie bag, hvilke personer er en del af det danske kongehus i dag, hvad laver de, hvad er deres rolle i samfundet og i forhold til det politiske system. Det er en indbydende let lille bog med flotte farvefotos. Serien er opdelt i 4 sværhedsgrader efter diverse officielle standardkategoriseringer inden for niveauerne i danskundervisningen. Denne her er i den røde serie, som er den letteste kategori. Det er befriende, at der nu også kommer god og brugbar faglitteratur for målgruppen. Der er mange gode skønlitterære bud, men det er efterhånden svært at variere temaerne, så det er en rigtig god idé at kombinere sprogundervisningen med viden om det danske samfund. Alle titlerne ligger indlæst frit tilgængelig på www.faktaogfiktion.gyldendal.dk.

Der er en stor mængde skønlitteratur for målgruppen, men ikke så meget faglitteratur. Som eksempler kan nævnes Bostrup: Danskere : en lærebog i dansk for udlændinge, 3. udg. 2009 og Søgaard Thomsen: Danmark på let dansk : kultur- og samfundsorientering via en dansk families hverdag, 2004.

En letlæst fagbog til brug for voksne udlændinge, der er ved at lære dansk.


Bibliotekernes vurdering

d. 22. apr. 2010

af

af

Erik Boas Pedersen

d. 22. apr. 2010

Der er efterhånden udkommet 76 bøger i denne udmærkede serie af lettilgængelige fagbøger. Målgruppen hedder 3.-5. kl., og bøgerne kan fint indgå i faglige læsekurser eller bruges til almen interesselæsning.

Denne udgivelse er opdelt i 12 afsnit på 1-4 sider, omhandlende emner som fortæller om kongehusets familie, historie, slotte, arbejde, fremtid m.m. Teksten hører til i seriens lidt sværere ende, med flere for målgruppen lidt vanskelige og fremmedartede ord, begreber og navne, der dog behandles og forklares præcist og passende neutralt. Den suppleres med mange, rigtig gode fotos, især i farve, men også enkelte i sort/hvid. Bagest i bogen stikord og henvisning til andre titler, gennemgående for en lidt ældre målgruppe end denne bogs, og relevante hjemmesider.

Der findes en del andre bøger om kongehuset, og emnet behandles og opdateres jævnligt i den daglige og ugentlige presse samt diverse hjemmesider. Men denne bog er ene om at præsentere emnet så elementært, letforståeligt og kortfattet for målgruppen fra 8-12 år.

Denne bog falder naturligt ind i enhver samling i et børne- eller skolebibliotek. Den dækker emnet fint for målgruppen og er en nydelse at læse og bladre i. Oplagt anskaffelse til selvlæsning eller fagligt læsekursus for 8-12 årige.