Det er ikke ørerne, det kommer an på, men det er det, man har mellem dem. Denne evigtgyldige sandhed har fra tidernes morgen haft sin plads i eventyrene, og fra Kong Midas, der fik æselører af Apollon, via næsten alle kulturer frem til vore dage er der skrevet eventyr over samme læst: herskere med misdannede ører. I denne udgave er kongen født med hesteører, og det holder han så godt skjult med et tørklæde, at end ikke dronningen ved det. Det gør kun frisøren, der hver anden måned klipper kongen, og han har fået den besked, at han får hovedet hugget af, hvis han røber det. Men, hemmeligheder vil ud, og frisøren bliver syg af at bære på hemmeligheden. Han må jo ikke fortælle sin hemmelighed til noget menneske, og derfor bliver han af sin læge rådet til at fortælle den til jorden. Han går ud i skoven, graver et hul og råber sin hemmelighed derned. Hvor hullet har været, vokser siv op, og en dag skærer en spillemand en fløjte af et siv. Da han senere skal spille for kongen, røber fløjten hemmeligheden, og efter de skærmydsler, dette nødvendigvis må medføre, er kongen nærmest lettet. Folket hylder ham for hans mod, og han får lavet en krone med huller til hesteørerne. Et godt eventyr til oplæsning og snak med nogle usædvanlige, men gode, tegninger.