Henvender sig til alle, der er interesseret i korstogene og som godt vil læse det nyeste.
Bogen er et storværk om to hundrede års erobringskrige i det hellige land mellem 1095 og 1291. Det er en autoritativ fortælling om de intriger og magtkampe i Europas adel og Mellemøstens dynastier, der gjorde korstogstiden til meget andet end en kamp om tro. Men det er også et stykke krigshistorie i øjenhøjde - om katapulter, riddere og magtpolitik i en tid, hvor konger og sultaner som Richard Løvehjerte og Saladin selv satte livet på spil for den hellige sag og red ud i det støvede, blodige kaos, som en slagmark i middelalderen var. Forfatteren er en anerkendt engelsk middelalderhistoriker. Han har et større forfatterskab bag sig på engelsk, men der ses intet på dansk.
Om emnet se også Kurt Villads Jensen Politikens bog om korstogene, 2005 og Lars Peter Visti Hansen Korstogene : idé og virkelighed, 2004.
Det er væsentligt, at forfatteren beskriver korstogene både fra kristen og muslimsk side. Dette er med til at gøre den meget omfangsrige bog til velskrevet historieformidling på et højt niveau.