Bjarke Benjamin Andresens digte vil kunne formidles til lånere, der går efter lyrikkens brugsværdi og terapeutiske funktion.
Enkelte digte i Bjarke Benjamin Andresens debutsamling handler om den befriende oplevelse af at få hul igennem, om at rense sindet og kunne møde verden "med åbent sind/ og tomme tanker". Sådanne punktoplevelser af harmoni og balance hører imidlertid til undtagelserne i bogen, der mest tematiserer splittelsen og jegets kamp med sine egne indre modsætninger og dæmoner. Teksterne graver ned i sindets og underbevidsthedens dunkle lag og er i deres ekspressivitet bygget op som stærke kontraster mellem lys og mørke, håb og afmagt, kærlighed og dæmoni, engel og dæmon. Digtene er uden tvivl udsprunget af personlige erfaringer og et stærkt eksistentielt udtryksbehov. Desværre står intentionerne kun undtagelsesvis mål med resultatet, der forekommer patetisk og sprogligt ikke gjort tilstrækkelig fri af det private stof.
Digtenes tematisering af splittelse, udsathed og psykisk sårbarhed kan man finde lyriske paralleller til hos David Læby og Asger Stig Møller.
Digtene er tydeligvis skrevet af indre nødvendighed, men de har endnu ikke tilstrækkelig sproglig og kunstnerisk prægnans til at kunne stå på egne ben og tale for sig selv.