Summary: Rusland har spillet en markant rolle i mange af de militære konflikter, vi har set siden Sovjetunionens kollaps i 1991 og frem til i dag på den tidligere supermagts territorium. Perioden efter Sovjetunionens sammenbrud var præget af en række borgerkrige og voldelige etniske sammenstød. Senest med Ruslands annektering af Krim og kampene i det østlige Ukraine er der igen opstået en højspændt sikkerhedssituation i Ruslands nærområder.I denne bog undersøger en række danske Ruslands- og militærforskere spørgsmålet: Hvad har Ruslands rolle været i krigene og konflikterne i det postsovjetiske rum, og hvordan kan den russiske adfærd forklares? Det sker ud fra en tværfaglig og bredtfavnende teoretisk og metodisk tilgang. Bogens analyse trækker på teori om russisk strategisk kultur, nykrig og hybrid krigsførelse. Bogen undersøger de indre forudsætninger i Rusland og gransker alle de væsentligste konflikter, Rusland har været involveret i siden 1991. Bogen inddrager også Ruslands brug af militær magt uden for sit nærområde, som senest kom til udtryk ved den russiske intervention i den syriske borgerkrig fra 2015. Endelig ser bogen på områder, hvor Rusland ikke har gjort brug af militær magt, men hvor spændingerne mellem Rusland og NATO er stigende: Østersøområdet, Baltikum og Arktis.Kreml i krig er den første bog på dansk om emnet. Via en grundig indføring i de forskellige konflikter og Ruslands ageren i dem er bogen også et indlæg i debatten om, hvorvidt det nutidige Rusland på den internationale scene er en svag og risikominimerende aktør eller en revisionistisk magt, som søger at ændre den eksisterende verdensorden ved at anvende sin betydelige militære styrke.