Claus Kold er militærsociolog. Grundlaget for hans kritiske bog om forsvarets manglende evne til at tilpasse sig nye opgaver, består af studier i felten blandt de danske styrker der var udsendt til Kosovo, og som Claus Kold havde fået lov til at følge som led i sit ph.d.-projekt. Bogens indledende teoretiske del beskæftiger sig med militærsociologi og freds- og konfliktforskningens teorier og metoder. Så følger 300 sider med feltstudier, hvor Claus Kold i dagbogsform observerer og refererer fra sine ophold i Kosovo, med beskrivelse af livet i lejren og med bl.a. detaljerede referater af dialoger og briefinger. Ind i mellem reflekterer han over sine oplevelser og sin rolle som observatør, og han forsøger at sætte sine indsamlede data i den hierarkiske og autoritære organisation i perspektiv. I den afsluttende konklusion sammenfatter Claus Kold sin kritik af forsvarets manglende evne til at omstille sig fagligt og organisatorisk til ikke-krigsmæssige opgaver. Bagest en litteraturliste og en nødvendig fortegnelse over de forkortelser, der indgår i den militære jargon. Bogen vil kunne læses af interesserede i den aktuelle diskussion om forsvarets udvikling og fremtid, men mange vil nok finde det tungt at arbejde sig gennem hele det midterste feltstudium. Bertel Heurlin Riget, magten og militæret, 2004 beskæftiger sig også med forsvarets tilpasning til de nye tider.