Et meget grundigt og veltilrettelagt værk om luftkrigens historie, der ikke tidligere ses dækket af en omfattende samlet fremstilling. Bogen er inddelt i 4 hovedkapitler: 1. verdenskrig, mellemkrigsårene samt 2. verdenskrig i Europa og i Stillehavet. Begivenhederne er sat udmærket ind i en samtidshistorisk ramme med henvisninger til udviklingen på andre fronter og den politiske baggrund. Forfatteren har flere engelske bogudgivelser og stor ekspertise om emnet bag sig. Layoutet er i én spalte indbydende gennemillustreret af autentiske s/h fotos, flotte farvelagte tegninger af fly og dramatiske begivenheder samt udmærkede oversigtsskitser med operationer. Et plus er også den nyere forsknings synsvinkler på stoffet, den meget analyserende fremstilling, som virkelig bringer en bag kulisserne plus, at de ofte lidet omtalte stillehavsoperationer og luftkrigen på østfronten her får en dækkende omtale i forhold til deres historiske betydning. Bogen er meget kompetent og fri for de fejloversættelser og forkerte fagtermer, som ellers ofte ses. Min eneste lille anke er, at fremstillingen rent sprogligt tit er lidt knudret med brug af lange hovedsætninger. Bogen indgår i en serie sammen Anden verdenskrig i fjernøsten og Anden verdenskrig i Europa.