I denne serie er tidligere udkommet bøger om bl.a. elefanter, hajer, hvaler og delfiner samt sommerfugle og natsværmere. Her handler det om krokodiller, alligatorer, kaimaner og gavialer. Vi hører om deres udseende, størrelse, anatomi, sanser, jagt, kommunikation, yngleadfærd, levesteder, slægtninge i for- og nutid, deres situation i dag osv. På hvert opslag behandles et bestemt emne. En brødtekst, som er sat med store typer, fortæller om det generelle. I forbindelse med de mange gode fotografier og tegninger findes illustrationstekst, som er skrevet med mindre bogstaver. Bagest er en ordliste og et stikordsregister. Bogen er ikke kun stor og flot, men den giver også en god og grundig behandling af emnet. Kan læses fra omkring 5. klassetrin. Nilkrokodille, som udkom sidste år, fortæller grundigt om nilkrokodillen, som er udbredt i store dele af Afrika, men den omtaler kun kort alligatorer, gavialer og kaimaner.