I serien De små fagbøger er efterhånden udkommet over 30 titler. Denne gang handler det om krokodiller. Bogen indledes med en rigtig gripper: En stor krokodille angriber og dræber en zebra. Herefter fortælles om krokodillefamilien, om krokodillernes levevis, om æg og unger, om kaimaner, alligatorer, gavialer og om forholdet mellem krokodiller og mennesker. Bogen er illustreret med mange gode farvefotos og enkelte tegninger. Teksten er verssat og skrevet med ret store typer. Bogen kan læses allerede fra 2. klassetrin, og farlige dyr er et populært emne - især blandt drenge. Et udmærket materiale til emnearbejde om dyr og til (fagligt) læsekursus. Der findes i forvejen en del bøger om krokodiller fx Krokodillen (1998) i serien Læs dansk fakta. Den er endnu lettere at læse, men meget kortfattet. Krokodiller (1999) i serien Lette flachsbøger er også et godt tilbud til lidt øvede læsere, mens Alligatorer og krokodiller (1997) i serien Vor vilde verden er mere omfattende men lidt sværere at læse.