Er man til masser af illustrationer, et mylder af tekst og oplysninger og nysgerrig efter at vide, hvordan kroppen fungerer, så må denne bog lige være sagen. Bogen kommer omkring følgende emner: skelet og knogler, muskler, hjernen og sanserne, hjerte og blod, lunger og åndedræt, hud, hår og negle, sygdomme, fordøjelsessystemet, urinsystemet, livscyklus, sundhed og kommunikation. Bogen kommer også ind på, hvordan et barn bliver til og vokser, men den kommer ikke ind på det seksuelle. På alle opslag er der fotos af forskellige børn. Oven i disse fotos er der tegnet billeder af det indre, det være sig knogler, blodårer, det indre øre, lunger og hjerte. Desuden er der fotos af de indre organer og forstørrelser af mikroskopier. For at lette forståelsen, er mange oplysninger yderligere illustreret med tegninger. Teksten er dels "brødtekst" og "underoverskrift" dels forklarende tekst til de mange illustrationer. På nogle opslag er der quiz og opfordring til at læse andre steder i bogen. Læseren opfordres også til at lave små forsøg med sig selv. På hver venstre side er der nederst et spørgsmål, og på højreside findes svaret. Det er en meget spændende bog og en god måde at give videbegærlige børn oplysninger om et vanskeligt tilgængeligt emne. Men den er også meget forvirrende. Bogen kan selvlæses fra 10 år. Men den vil egne sig rigtig godt til samtale og formidling allerede fra 6 år.