Dyrebørn er næsten altid uimodståelige også de fleste af disse krybdyrunger, der gengives i skarpe næroptagelser. I tolv opslag får læseren informationer om æg, æglægning, fødsler, klækning, føde, yngelpleje, overlevelse og opvækst. Hver side domineres af et foto på ca. 10x15 cm de fleste rektangulære. Opslagets overskrift angiver delemnet og på hver side er der en kort brødtekst med temmelig store typer på op til omkring 30 ord. Billedteksten en smule mindre og fra fem til ca. 20 ord. Enkelte krybdyrarter omtales flere gange, og i alt er der tekst og billeder af ca. 20 arter. Naturligvis kan informationerne ikke blive specielt dybtgående, men der fortælles så generelt, som det nu kan lade sig gøre, når der nu er en del forskelle hos de enkelte krybdyrs unger og opvækst. Indholdsfortegnelse, stikordsregister og et opslag med en skematisk sammenligning af otte dyregrupper. Bogen kan selvlæses omkring 3. kl. Den kan anvendes supplerende i natur/teknik og til fritidslæsning, hvor mange børn er meget glade for sådanne fotofagbøger.