Bogen er lidt af en specialitet, der nok mest appellerer til forskellige nicher af publikum: interesserede i det jødisk-københavnske borgerskab i forrige århundrede og interesserede i den nyere del af dansk kunstmuseums- og juridisk historie.
Bog om den bemærkelsesværdige personlighed, C.L. David (1878-1960), der i dag er mest kendt for den kunstsamling, som han med udsøgt sans for kvalitet og investering samlede gennem hele sit liv. David var af velhavende jødisk-dansk slægt, han blev en estimeret højesteretssagfører i København og byggede sideløbende den i forvejen pæne familieformue yderligere op og investerede i mæcenvirksomhed. I biografien følges Davids liv og arbejde kronologisk fra barndommen i den mondæne Kronprinsessegade, hvor museeet nu ligger og i det København, hvor han levede og arbejdede hele sit liv. David var en velbegavet, flittig og kontrolleret person, der forblev ugift. Hans karriere fulgte en lige opadstigende linje, der gav ham mulighed for at realisere sine ambitioner. David formåede at navigere sine forretninger uden om de store økonomiske og politiske omvæltninger, der fandt sted i den tidsperiode. Udover samlingen forærede David Marienborg til den danske stat.
Hvidt er forfatter til bøger om socialhistorie, arkitektur og politik Der er kommet enkelte bøger om Davids Samling, men der findes ikke andre biografier om manden.
Interessant og velskrevet biografi om en grå eminence i nyere dansk historie om kunst og jura.