Den amr. psykoterapeut har gjort sig kendt i DK med bøger som Vredens dans, Følelsernes dans og senest At være mor (2000/20). Også den foreliggende bog er primært skrevet for kvinder, men mændene opfordres til at læse med. Som i flere af de foregående handler det om at udtrykke sig klart og forståeligt omkring sine følelser og her specielt at lære at kommunikere assertivt og autentisk. Især med de allernærmeste kan det være svært at diskutere følsomme emner, at fortælle sin mand, mor, veninde eller søster, at dette her - det kan jeg ikke leve med. Og endnu vanskeligere kan det være at få dem til at svare ærligt og konstruktivt. I en lang række eksempler, hentet fra privatlivet og sine mange klienter, viser forfatteren, at det godt kan lade sig gøre, og hun giver mange ideer til, hvordan man kan gribe sagen an. Bogen er skrevet som en lang fortrolig hyggesnak om en masse mennesker og deres problemer, og det kan opleves som en "amerikansk" og noget trættende måde at fremstille emnet på. Men den er en letlæst, lærerig og en udmærket populær-tilgang til et efterspurgt emne, og forsiden illustrerer tydeligt med en tegning af et par, bortvendt fra hinanden og med hver sin tordensky over hovedet, hvad bogen handler om.