Kunstnernovellen er en gammel genre med tyske rødder, men efterhånden en sjælden begivenhed i litteraturen. Moderne fiktion indeholder dog ofte tydelige elementer fra genren. Det kan være forfatteren, der reflekterer over kunsten eller skriveprocessen igennem fortællingens hovedpersoner. Det er præcis, hvad de elleve nyskrevne noveller forholder sig til, og det gøres med større eller mindre fantasi. Forlagets ide er glimrende, og hvis man læser bogen som en samlet ide, er det lykkedes udmærket. Vi får mange vinkler på det at være forfatter og oftest med ironisk distance, eksempelvis på det som ligger i periferien, forlagsreceptionerne eller når bogen er udgivet og hæder skal gives, hvilket både Benn Q. Holm og Lars Saabye Christensen hudfletter. Rifbjergs novelle handler om forfatteren i mediebilledet, her får bl.a. F. P. Jacs store tud en næse! Og Turèll var vel en forloren Drachmann. Tafdrup og Pryds Helle går mere alvorligt til sagen om kunstneren på grænsen mellem virkelighed og fiktion, eller er det sindsyge - et emne som Morten Søndergaard også berører. Jens Blendstrups hovedperson får endelig ideen til hovedværket ved en voldsom bilulykke i Tarm "han dryppede simpelthen teksten af sig". Yderligere skal fremhæves Naja Marie Aidt og Bent Vinn Nielsen.