Denne smukke bog, der er skrevet af forfatteren til Flet med pil (1994), henvender sig i modsætning til denne i udpræget grad til øvede pileflettere. De forskellige teknikker til at flette, f.eks. låg, skillerum samt bløde og skarpe hjørner, gennemgås meget udførligt, suppleret af store s/h tegninger, og de fylder ca. det halve af bogen. Den anden halvdel viser en lang række modeller med helsides farvefotos, fotos af detaljer samt en beskrivelse af anvendelse, fremgangsmåde osv. Modellerne er primært udført i afbarket pil og er oftest inspireret af ældre kurvetyper. De strækker sig lige fra cykelanhængere til bakkeborde, cykelkurve og fisketasker og er alle enkle og tidløse, smukke og funktionelle. En del af bogens modeller optræder på omslagets farvefoto. Her er tale om en indbydende, sober og grundig bog, der godt nok henvender sig til de øvede og engagerede flettere, men til gengæld virker så tilpas tidløs, at den vil kunne bruges adskillige år på voksenbiblioteket uden at virke forældet.