En guide til selvaccept blandt kvinder, skrevet af den franske musiker og kunster, Laetitia Duveau, der er kendt for SoMe-universet "Curated by GIRLS". For unge kvinder med interesse for ligestilling, wokeness, seksualitet, kroppes forskellighed m.m.
Forfatteren har via sin kunst og Instagram side været med til at promovere forskellighed. Med denne bog ønsker hun at sætte en stor streg under, at der skal være plads til forskellighed. Særligt kvinders kroppe, og den måde vi påvirkes af samfundet til at opfatte vores kroppe, tager hun livtag med. Bogen er opdelt i syv dele: 1) Din krop er din egen, 2) Ægte kroppe, 3) Fokus på nydelse, 4) De ægte forandringers kunst, 5) Rask, syg eller bare anderledes, 6) Reproduktion i hjertet af det patriarkalske system og 7) Samfundet - alle skal med. Hver af de syv dele består af statements på én side med en overskrift og masser af illustrationer til det enkelte emne. Bogen slutter med en præsentation af forfatter og illustrator.
Smuk og delikat bog, der giver læselyst. Illustrationerne er flotte og stærke og bringer bogens budskaber ud på lige fod med det skrevne. De enkelte statements behøver ikke blive læst i rækkefølge - stilen er ret så associativ. Der er flere stavefejl fx side 8 "pyskolog" i stedet for psykolog, side 123 "sev" i stedet for "selv", s. 124 "kariere" istedet for karriere (dog kun i tredje sidste linje ikke i hele teksten).
Mange af de samme pointer kommer også frem i denne bog: Happy fat.