Bøger / faglitteratur

Kvinder i zenit : inspiration til mødre med store børn


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. apr. 2012

af

af

Laura Michelsen

d. 13. apr. 2012

Bogen henvender sig til mødre med store børn. Mødre for hvem det er en udfordring, når børnene ikke længere har brug for dem i samme udstrækning som tidligere.

Diana Lindegaard er cand.jur., certificeret coach og mor til to børn på 15 og 18 år. Hun ønsker med denne bog at gøre kvinder opmærksomme på, at deres mission ikke er fuldført og livet slut, i det øjeblik deres børn har mere brug for vennerne end mor. Faktisk mener hun, at de har endnu en storhedstid foran sig, hvis de tør gribe muligheden og sætte sig selv i fokus. Bogen er inddelt i hoveddelene "Status" og "Zenit", som behandler henholdsvis egne, især mentale, benspænd for positiv forandring og det aktive skridt ud af tomhedsfølelsen og den passive offerrolle mod personlig vækst. Hvert kapitel inden for de to dele afrundes med en opsummering af kapitlets vigtigste pointer og et par spørgsmål eller punkter til refleksion. Det giver et godt overblik og sætter automatisk tanker i gang hos læseren. Ligeledes indledes hvert kapitel med en personlig beretning fra forfatterens eget liv, der har relation til det efterfølgende afsnit. Tonen er sympatisk og personlig, sproget ligefremt og læsningen letløbende og ubesværet. Forfatteren møder sin målgruppe i umiddelbar øjenhøjde.

Bogen falder ind i strømmen af selvhjælpsbøger, men med sit eget relevante og ikke fortærskede fokus.

Bogen er velskrevet, opfylder sin egen ambition og vil uden tvivl nå en stor gruppe af mødre 40+ med store børn og behov for nyorientering.