Denne bog i den populære Forglemmigejserie handler, lige som de 2 forrige Eva Susso har skrevet, om Hanna og hendes liv. Bogen kan sagtens læses selvstændigt, men personkredsen er den samme som i de forrige bøger, bare lidt ældre. Bogen er ret let at læse, kapitlerne er ret korte med meget direkte tale og dagbogsnotater ind imellem. Handlingen rummer ikke den store dramatik, men er en vedkommende skildring af dagligdagen. Temaerne er velvalgt til seriens læsere, piger fra 10-13 år, og vil helt sikkert interessere dem. Hanne er blevet ældre, og hendes verden større. Hun skal vænne til sig til kroppens forandringer og sin første BH. Hun prøver at hjælpe sin bedste veninde med at blive kæreste med Nicolaj. Der er en rigtig god beskrivelse af hendes forhold til Leonardo. De er venner og begyndende kærester, og det kan være svært. I forhold til forældrene kæmper hun for sin ret til at bestemme over sig selv og få en større frihed, men samtidig både savner og hader hun sin mor, der stadig arbejder i udlandet. Bagsideteksten fortæller kort og godt om handlingen,og der er en fin forside, der viser Hanna i prøveværelset med den nye BH, i Dorte Karrebæks karakteristiske streg.