Romandebut om piges opvækst i et religiøst miljø i 1950'erne og 1960'erne. Fortrinsvis for kvinder, især 50+. Den er velegnet til oplæsning og læsekredse, men jeg vil også formidle den til opgaveskrivere på gym.niveau, der arbejder med pige/kvindeliv, børnepsykologi eller religion.
Romanen Kystsanatoriet skildrer en piges opvækst i et stærkt kristent miljø i midten af 1900-tallet. Religionen giver ekstra power på skyld, skam og utilstrækkelighed, for Gud ser alt, også oprørske, vrede og onde tanker, som kolliderer med idealet om flink pige og kristen ydmyghed. Anden del af bogen skildrer hovedpersonens ophold på et børnesanatorium, hvor hun er blevet anbragt uden at vide hvorfor. I tredje del er hun hjemme, og nu får omgivelsernes religiøsitet skær af liderlighed, der karambolerer med hendes spirende seksualitet og trang til oprør. Romanens forløb skabes gennem korte, selvstændige prosastykker, sproget er smukt, gennemarbejdet, sansemættet og formidler fint oplevelsen af et pigeliv for 50-60 år siden. Det er Elisabeth Flensted-Jensens (f. 1949) skønlitterære debut.
Beskrivelsen af den religiøse opvækst tilføjer noget helt specielt til romanen. Selve læseoplevelsen kan sammenlignes med fx Ida Jessen og Iselin C. Hermann.
Smuk debutroman af dansk forfatter. Den består af korte prosastykker, der genererer forløbet i en præcis og sansemættet skildring af en piges opvækst midt i 1900-tallet i et religiøst miljø og på sanatorium. Jeg var meget grebet af bogen, læste den i ét hug.