Langdigt der udtrykker klimarædsel med sex, blod og ituslået tekst. For læsere af ny poesi.
Prosalyrisk langdigt i 8 suiter. Et jeg med sår på fingrene taler om Lady Dawn, en frugtbar hunkønsskikkelse, som er allestedsnærværende i drømme, i naturen, på det reale og symbolske plan: "Hun er savlet, som løber ud af mundvigen om natten / og befrugter din pude med drømme, hun er i puden / og dens lodne fjer, når vi brænder den på bålet". Jeget taler også til et du, som befinder sig på realplanet, som måske, måske ikke er identisk med LD. De dyrker lesbisk sex, taler om skam, kvindekrop ("kusse", "patter" m.m.) og kropsvæsker ("tis", "blod" m.m.), mens de rejser rundt i en kriseramt, døende verden, hvor isen smelter og plasticaffaldet hober sig op. Undervejs fornemmer man jegets klimarædsel: "Glasset skriger i sin ramme. Det blæser mere, jeg ser i fjernsynet / at der ligger afbrændte stole, kroppe på bredden og klipklappere (…) Jeg organiserer mine sokker i mit klædeskab for at holde det ud." På omslaget forfatterens broderier af teksterne.
Sproget virker ituslået og lige så ødelagt, som den døende natur, der beskrives. Teksten synes mere opsat på at finde et sprog, der kan udtrykke klimarædslen end på at blive forstået af læseren. Det gør læseoplevelsen ublid, men det føles som vigtig, påtrængende læsning.
Den desperat-vrængende tone kombineret med en afgrundsdyb rædsel bringer mindelser om Ursula Andkjær Olsen. Se fx Udgående fartøj.