Den jyske dyrlægefamilie fra Grønne grænser, 1988 og Tonefald 1989 får vi nu mulighed for at følge fra 1966-75, et tiår fuldt af forandringer i samfundet. Der er en ny generation af biologiskebørnebørn og sammenbragte børn, som er optaget af ungdomsoprør, Christiania og Frøstrup. De ældre har etableret sig og falder til ro. Yngstedatteren Inger fortryder rastløst, at hun ikke fik enuddannelse som de andre, og kompenserer med et sent kærlighedsbarn. Alle tre piger gemmer omhyggeligt skeletter i skabene, så omverdenen kun aner deres problemer, mens det gamle dyrlægepar lever etlykkeligt og eksemplarisk samliv. Bogen slutter med den gamle dyrlæges død lige inden alderdommens forfald har fået ægteskabet til at knage - Gudrun kan bevare sin sjælefred. Denne del skildrerforholdet mellem generationerne, i parforholdene, mellem tanter og nevøer/ niecer. Bogen er ikke på højde med de to foregående. Den virker tam i handlingsopbygningen - hverdagens dramaer dysseshen, her er hverkenhjerte eller smerte - og den er ikke så ubesværet i dialogen. Bogen vil næppe skaffe serien læsere ud over de, der har læst de første og må vide, hvordan det går familien Bech.