Hæfte med baggrundsviden samt praktiske anvisninger i, hvordan man via læsning med lyd kan støtte børns tilegnelse af læsning og fremmede sprog. Bogen henvender sig til forældre samt undervisere i indskolingen og på mellemtrinnet, som arbejder med børns læseindlæring og fremmedsprogstilegnelse.
Hæftet omhandler emnerne førlæsning, opdagende læsning, alfabetisk læsning, overgangslæsning, begynderengelsk, begyndertysk og begynderfransk. Hvert emne behandles meget skematisk over to sider med de tre områder: hvad barnet kan, hvilken støtte den lydstøttede læsning giver samt hvordan den voksne bedst kan støtte barnet. Derudover indeholder opslagene en faktaboks og et uddrag fra en relevant bog.
Hæftet er meget overskueligt. Også for overskueligt. Det virker mere som en folder end som en decideret håndbog. Sprogligt indeholder bogen mange fagbegreber, som gør den svær at forstå for mange forældre. Og for fagpersoner indeholder den for lidt faglig videreformidling.
Jeg har ikke kendskab til tilsvarende udgivelser, men der findes mange mere omfattende udgivelser om de enkelte områder i denne bog.