En ny tegneserie fra forlagene Dargaud/Carlsen. 48 sider A4, teksten oversat af Jens Peder Agger til absolut voksent sprog, som svarer til indholdet. De meget maskuline og meget feminine rumagenter bliver indblandede i en håbløs krig mellem kønnene på en fjern planet, som oven i købet trues af ødelæggelse. Men med snedighed og teknik redder de både planeten og indbyggerne, som ender med at gifte sig på livet løs. Tegningerne er gennemarbejdede, farverne bestemt af E. Tran-Lé, som går ind for dæmpede farver. Teksten er sat med tegnede bogstaver med så små mellemrum, at det besværliggør tilegnelsen af historien, som både kræver et godt ordforråd (konversation - pacifist - stupid), nogle forkundskaber, meget spiller på historie, og en voksen sans for ironi. Hvis man har det, er science fiction-fan og lidt tålmodig, vil man sikkert få glæde af serien. Jeg tror ikke, den kan klares af ret mange under 12 år.