Denne erindringsbog udkommer i anledning af forfatterens 75-års fødselsdag. Det skulle oprindelig have været en samtalebog, men efter de første interviews gik det op for Arne Haugen Sørensen, at projektet ikke duede. Han havde aldrig stoppet op og tænkt over sit liv, og spørgsmålene kom bag på ham. Derfor besluttede han at benytte samme metode, som når han maler. At gøre sig selv til et hul i jorden og vente på at erindringerne løb til og så skrive det ned hulter til bulter. Senere har han etableret en vis kronologi i forløbet, og da han er en glimrende fortæller, er der kommet en vældig god bog ud af den metode. Den starter med den fattige barndom i København og den unge mands forsøg på at finde ud af, hvad han skulle stille op med sig selv, indtil et kunstmalerkursus viste ham vejen. Det er også en fortælling om trangen til at bryde ud og skaffe sig frirum, der har ført ham ud på rejser og længere ophold i Paris og Spanien, hvor han nu bor på en andalusisk bjergtop. Arne Haugen Sørensen beretter åbenhjertigt om familie, venner (og uvenner), kunstnerkolleger, og om den mere eller mindre indspiste kunstverden. Han fortæller også om det lidt problematiske forhold til Leo Tandrup, sammen med hvem han udgav Samtaler på en bjergtop, 2002. Han er mere tilbageholdende med at fortælle om sin kunst, den er til gengæld ofte beskrevet, senest (2007/22) af Rolf Læssøe.